Vækstregulering i vårsæd
Vækstregulering af vårsæd har til formål at mindske risikoen for aks- og strånedknækning. Men husk aldrig at vækstregulere stressede planter.
Der er to formål med at bruge vækstreguleringsmidler i vårsæd. Det ene formål er at vækstregulere afgrøden på grund af en kraftig vækst. Her anbefaler vi en relativ tidlig anvendelse af vækstreguleringsmidler. Det andet formål er at reducere nedknækning af strå og aks, og her anbefaler vi en senere anvendelse af vækstreguleringsmidler og også en lavere dosering.
I stressede afgrøder fx tørke anbefaler vi ikke at vækstregulere.
Vækstregulering i vårbyg
Tabel 1-3 viser en oversigt over de mest solgte vårbygsorters tendens til lejesæd, aks- og strånedknækning. Sorternes tendens til nedknækning varierer noget mellem årene, da de klimatiske betingelser og høsttidspunktet i den enkelte sæson har stor betydning. Tabellerne nedenfor er et sammendrag af de seneste sæsoners registreringer i både Landsforsøg og Observationsparceller.
Tabel 1. Oversigt over de mest udbredte vårbyg sorters tendens til lejesæd.
Mest stråstive | Middel stråstyrke | Mindst stråstyrke |
KWS Irina | Evergreen, Flair, KWS Fantex, KWS Cantton, Laureate, RGT Planet, Quench, | Crossway, Laurikka |
Tabel 2. Oversigt over de mest udbredte vårbygsorters tendens til aksnedknækning.
Mindst tendens | Middel tendens | Størst tendens |
KWS Irina, Quench, KWS Cantton, KWS Fantex | RGT Planet, Flair, Evergreen, Laurikka | Crossway, Laureate |
Tabel 3. Oversigt over de mest udbredte vårbygsorters tendens til strånedknækning
Mindst tendens | Middel tendens | Størst tendens |
KWS Irina | Flair, Evergreen, KWS Fantex, KWS Cantton | Crossway, Laureate, Quench, RGT Planet, Laurikka |
Svampesprøjtning nedsætter behovet for at forebygge strå- og aksnedknækning, da svampesprøjtning også har effekt herpå.
Kun hvor der forekommer en meget frodig vækst, anbefaler vi vækstregulering for at forebygge lejesæd. I afgrøder, der er stressede af f.eks. tørke, bør du dog undgå at vækstregulere. Vi anbefaler 0,25 til 0,5 l Terpal fra begyndende skridning til fanebladet er synligt, hvis du ønsker vækstregulering mod lejesæd.
Ønsker du at forebygge aks- og strånedknækning via vækstreguleringsmidler, anbefaler vi at prioritere de følsomme sorter, hvis du har et stort areal med vårbyg. Kun Terpal og Cerone har effekt på aks- og strånedknækning. Vi anbefaler 0,1 til 0,2 l Cerone i forbindelse med sidste svampebehandling omkring det tidspunkt er stakken synlig. Bemærk at Cerone kun er godkendt til stadie 49 og max 1 behandling pr. sæson.
Vækstregulering i havre
Du har normalt ikke behov for at vækstregulere havren, men ved meget kraftig vækst, kan du gøre det.
Vær opmærksom på behandlingsfristerne, især hvis du producerer havre til gryn.
Vækstregulering af vårhvede
Generelt har de dyrkede sorter lav tendens til lejesæd, og vi anbefaler normalt ikke at vækstregulere vårhvede. På jorde med meget humus eller ved god kvælstofforsyning, kan vækstregulering blive aktuel.
Vær opmærksom på at, at brødkorn ofte ikke må vækstreguleres ifølge kontrakten med aftager.
Nyt om midler
I 2019 er Trimaxx overført til et nyt firma og hedder fremover Trimaxx M. Trimaxx fra det tidligere firma må anvendes frem til udgangen af høståret 2020.
I 2019 markedsføres to nye parallelprodukter med aktivstoffet trinexapac. Sonis som er identisk med Moddus M, og Moddevo som er identisk med Moddus Start.
Nye regler om trinexapac-produkter
Vær opmærksom på de nye regler om maksimale doseringer af trinexapac (Moddusprodukter) ved splitbehandling. De angivne doseringer af trinexapac må ikke overskrides. Hvis der i samme vækstsæson anvendes andre produkter indeholdende trinexapac, skal doseringerne omregnes forholdsmæssigt ud fra produkternes respektive maksimale doser (N) i den pågældende afgrøde. Læs mere her.