Ukrudtsbekæmpelse i vintersæd – fokus på græsukrudt
Læs om resistens i ukrudtsarter, optimale doser, blandinger og temperatur forhold
Vintersæden kom godt i gang i efteråret og står fint her i starten af marts. De fleste fik lavet deres ukrudtsbehandling i efteråret – typisk med løsninger der indeholder Boxer og DFF, og nogle med Mateno Duo. De som har anvendt Express 50 SX i efteråret (typisk mod spildraps) eller Atlantis OD (typisk mod væselhale eller andre græsser), skal være opmærksom på, at det så ikke er lovligt at anvende andre SU-midler i foråret (Atlantis OD, Hussar-produkter, Cossack OD, Nuance Max, Trimmer, Ally 20 SX m.fl.). Denne gruppe af midler må kun anvendes èn gang pr sæson. Læs etiketten hvis du er i tvivl.
Husk at justere dosis og middelvalg i forhold til ukrudtssammensætningen i den enkelte mark
Behovet for opfølgning afhænger meget af såtid og ukrudtsbestand. Det er vigtigt i tidligt såede marker med en vis bestand af græsukrudt, at være klar til en tidlig sprøjtning, hvis temperaturen tillader det. Så snart der er tydelig vækst i græsset, vil bekæmpelse være aktuel. Afvent til sprøjtning til nattefrosten er væk og der er vækst i græsukrudtet.
Afgrøder med et godt plantedække har bedre konkurrenceevne overfor ukrudt.
Græsukrudt og resistens
Græsukrudt breder sig mere og mere og særligt væselhale, agerrævehale og rajgræsser giver udfordringer.
Bekæmpelse af græsukrudt i kornafgrøder om foråret, udføres normalt med SU-midlerne Broadway, Cossack OD, Atlantis OD eller Hussar-produkter, som groft sagt virker på samme måde. Når samme virkemekanismer anvendes gentagne gange, så øges risikoen for, at græsserne udvikler resistens. Det er præcis det vi nu ser særligt for rævehale, rajgræsser og senest også for enårig rapgræs, hvor disse græsser på flere og flere arealer ikke kan bekæmpes som de plejer. Her gælder det om at finde midler med andre virkemekanismer – Topik EC er her en mulighed overfor rajgæsser og rævehale og har samtidig den bedste effekt på flyvehavre i markedet. Topik EC anvendes med 0-3-0,4 l/ha + olie. Topik EC kan ikke anvendes i vinterbyg. Læs mere omkring forebyggelse af resistens HER
I vinterbyg kan kun Primera Super / Foxtrot og Hussar OD og Hussar Plus OD i begrænset dosering anvendes. Primera Super har effekt på rævehale, flyvehavre og vindaks. Husar OD og Hussar Plus OD har nogen effekt på enårig rapgræs og rajgræs.
Der er derfor afgørende, at en fokuseret bekæmpelse af græsukrudt indledes om efteråret. Her er Boxer det vigtigste produkt vi har til rådighed sammen med DFF og Mateno Duo.
Væselhale er svær at bekæmpe og det er afgørende at bekæmpelsen er startet i efteråret, hvor Boxer og Mateno Duo (og Atlantis OD) har nogen effekt
Bedst effekt forår kan opnås med tidlig anvendelse af Broadway, Atlantis OD eller Cossack OD i høj dosis – brug her en sprøjteteknik med stor vandmængde og dyser der sikrer en god dækning. Udfordring med Broadway er, at der kun må anvendes 130 gram/ha i buskningen, derfor vil den skulle blandes med Atlantis OD eller Cossack OD for bedste effekt. De senere år har vi set en klar forbedring af effekten, hvis der tilsættes 10 kg/ha flydende N til sprøjtningen. Undgå behandling lige før frostvejr.
Mod enårig rapgræs, almindelig rapgræs, vindaks, rævehale og rajgræs, vil løsningen med 130 – 150 gram Broadway + 0,3-0,4 Atlantis OD eller 0,5-0,75 Cossack OD give god effekt og har samtidig effekt på bredbladet ukrudt der er fremspiret.
0,2-0,4 l/ha Topik EC + olie har god effekt på flyvehavre, almindelig rapgræs, vindaks, rævehale og rajgræs, men bekæmper ikke enårig rapgræs og bredbladet ukrudt.
Hvis der er anvendt Atlantis OD, Othello eller Express efterår, må kun Topik EC, Broadway, Rexade 440 eller Primera Super anvendes forår.
Mod mindre bestande af gold hejre vil blandingen af 130 gram Broadway + 0,4 Atlantis OD normalt være tilstrækkelig ved en tidlig sprøjtning. Ved større problemer i foragre kan Broadway dosis reduceres til 110 gram sammen med 0,4 Atlantis OD i første behandling og så følge op med 110 gram Broadway igen 10-14 dage senere. 0,6 Cossack OD har også effekt på gold hejre. Blød hejre er lettere at bekæmpe.
Broadway er eneste produkt med effekt på kvik. Brug her fuld dosis.
Husk altid at tilsætte Olie til Cossack OD, Atlantis OD, Hussar Plus OD og Hussar OD og Topik EC. Til Broadway tilsættes PG26N.
Rexade 440 er et søsterprodukt til Broadway – med mindre græseffekt men større effekt på bredbladet ukrudt. Vi ser derfor Broadway som et bedre produkt i det tidlige forår, hvor fokus er på græsukrudtsbekæmpelsen. 37,5 gram Rexade 440 som må anvendes i buskningen, indeholder samme dosis ’græsmiddel’ som 130 gram Broadway.
Tabel 1. Afgrøder, hvor midler med effekt mod græsser kan anvendes om foråret. Kilde SEGES.
Middel | Vinterhvede | Vinterbyg | Triticale | Rug |
Atlantis OD | + | – | + | max 0,45 l |
Broadway | + | – | +x | + |
Cossack OD | + | – | + | max 0,6 l |
Hussar OD | + | max 25 ml | + | + |
Hussar Plus OD | + | max 0,05 l | + | + |
Othello | + | – | + | + |
Primera Super/Foxtrot | + | + | + | + |
Rexade 440 | + | — | + | + |
Serrate | + | – | + | + |
Topik EC | + | – | + | + |
Tombo | + | – | + | + |
Blandinger
For blandinger er det vigtigt at følge anvisninger på etiketterne – generelt skal man være forsigtig med at blande med vækstreguleringsmidler – men ved rettidig (tidlig) anvendelse af græsmidlerne (midt – slut marts), er det normalt ikke relevant med vækstregulering.
Blanding med flydende N vil ofte forstærke effekten af Broadway, Atlantis OD og Cossack OD. N-tilsætning øger dog risiko for svidning og bør kun anvendes i vinterhvede.
Temperaturforhold
Behandling før en frostperiode kan forringe virkningen og evt. skade afgrøden. Den bedste effekt opnås, når der i de første døgn efter sprøjtningen er gode temperaturforhold både dag og nat. Let frost i morgentimerne (i en ellers mild periode) har ringe betydning for virkning og skånsomhed.
Under kølige vejrforhold med en gennemsnitstemperatur ned til 2-4 °C virker Ally 20 SX, Express 50 SX, Primus, Saracen M, Topik EC og Zypar ret sikkert, når blot der er vækst i ukrudtet. Temperaturer omkring 7-8 °C vil dog være optimalt. Vent dog med disse sprøjtninger til det meste ukrudt er fremspiret.
Temperaturkravet til Broadway, Cossack OD, Atlantis OD og Hussar OD / Plus OD, er 7-9 °C som gennemsnitlig døgntemperatur omkring sprøjtetidspunktet
Temperaturen ved anvendelse af Mustang Forte, Pixxaro og Tombo må gerne være over 10 °C.
Midler som Primera Super/Foxtrot, Starane XL og Starane 333 bør først tages i brug hen i april, når temperaturen er højere.