Ukrudt i vinterraps
Den seneste uges gode vækstforhold har rettet godt op på mange rapsmarker.
Særligt den ujævne fremkomst og dermed store forskel i rapsplanternes udvikling er blevet mere udlignet.
De gode vækstforhold har også været til glæde for ukrudtet, særligt i marker der står lidt tyndt og som ikke er behandlet med Clomazon-holdige produkter (Reactor, Clomate, Command, Kalif) lige efter såning.
Det er derfor vigtigt at vurdere, om der er behov for en behandling med Belkar nu eller senere i september/start oktober. Belkar har rigtig god effekt på en række af de mest problematiske ukrudtsarter i raps kamille, storkenæb, kornblomst, valmuer, hyrdetaske, jordrøg, melder m.fl.
På arealer med mange storkenæb, hejrenæb, valmue og/eller kamille kan det være en fordel med en splitsprøjtning med to gange 0,25 l Belkar pr. ha. Det vil sikre, at ukrudtet bekæmpes, mens planterne er små og dermed mest følsomme. En splitbehandling sikrer, at behandling sker på småt ukrudt som er nemmere at bekæmpe. Første behandling bør udføres når rapsen har 2-3 blade. 2-3 uger senere kan det vurderes om der er behov for opfølgning, evt som pletbehandling i f.eks. foragre.
Ved anvendelse af Belkar i én sprøjtning skal hovedparten af rapsplanterne have udviklet 5-6 løvblade og der køres med 0,35 til 0,4 l/ha (350 – 400 kr/ha).
Belkar må ikke blandes med andre ukrudtsmidler, svampemidler eller midler til vækstregulering. Blanding med Bor-produkter går heller ikke. Belkar kan godt blandes med insektmidler – typisk Karate 2,5 G/Lamdex, Mavrik Vita, Fastac 50 eller Kaiso Sorbie. Der anbefales minimum 7 dage mellem behandlinger med andre ukrudts-, svampe-, og vækstregulerende midler for at sikre den bedste effekt.
Hvis der sprøjtes i kraftige afgrøder, anbefaler vi mindst 200 l/ha vand for at sikre en god dækning Belkar er et bladmiddel og skal derfor ramme ukrudtet for at optages og give effekt.
Rapsplantens størrelse | Dosis l/ha |
Fra 2 3 – blivende blade | 2 x 0,25 |
Når raps har 5 – 6 blade | 1 x 0,35 – 0,4 |
Spildkorn og grove græsser
Hvis der er marker med større problemer med spildkorn og/eller grovere græsser (kvik og rajgræs), så kan en bekæmpelse fortsat være aktuel. Men det er kun i de marker, hvor spildkorn og græsser vil hæmme rapsens etablering, at vi anbefaler en bekæmpelse. O,25-0,35 l/ha Agil har god effekt på spildkorn (hvede og rug den høje dosis), mens grovere græsser behøver 0,4-0,7 l/ha for tilstrækkelig effekt. Sprøjt når ukrudt har 2-3 blade. Agil må anvendes 2 gange i efteråret med samlet max dosis 0,74 l/ha.
Focus Ultra har en lidt bedre effekt på græsserne mens Agil er stærkest på spildkorn. Focus Ultra anvendes i dobbelt dosis af Agil. Focus Ultra må anvendes 1 gang pr år.
Dosis l/ha | |
Agil spildkorn | 0,25 – 0,35 + sprede-klæbe-middel |
Agil spildkorn og grove græsser | 0,4 – 0,7 |
Focus Ultra spildkorn | 0,5 – 0,7 + 0,5 l/ha Dash |
Focus Ultra spildkorn og grove græsser | 0,75 – 1,5 + 0,5 l/ha Dash |
Hvis der planlægges en senere behandling med Kerb til vinter, vil evt forekomst af spildkorn også blive bekæmpet der. Derfor vil bekæmpelse af spildkorn nu kun være aktuel for marker med større problemer og på arealer hvor der ikke planlægges behandling med Kerb. En Kerb behandling i raps er en rigtig stærk måde at bekæmpe græsukrudt – herunder også væselhale – i sædskiftet og hindre opformering af resistens.
Pløjefri marker
Ved pløjefri etablering er det meget vigtigt, at spildkorn behandles på 1-2 bladstadiet da spildkorn ofte er et betydeligt større problem i reduceret jordbehandling. Typisk anvendes Agil mod spildkorn. Har du problemer med grove græsser – som rajgræs – så anbefaler vi at benytte Focus Ultra + Dash. Ligeledes vil marker der dyrkes pløjefrit have stor effekt af en Kerb behandling i en strategi mod græsukrudt og resistens.