Ukrudt i raps
En tur gennem rapsmarkerne afslører nu, hvor der er behov for indsats mod ukrudt. Hvor der ikke er anvendt Clomazon-holdige produkter lige efter såning (Reactor, Clomate, Command, Kalif), eller hvor rapsen fortsat er tynd grundet de tørre forhold under fremspiring, kan der efter de seneste ugers gode vækstforhold, findes meget ukrudt.
På billedet herunder ses tydeligt, hvordan særligt kamiller men også stedmoder og fuglegræs har god plads. Rapsen i denne mark har 4-5 blade og behandling med Belkar vil være aktuel om ca 1 uge når rapsen har udviklet 6 blade.
Belkar har god effekt mod vigtige arter som kamille, hyrdetaske, storke- og hejrenæb, valmue og burresnerre, tvetand, melder, kornblomst og jordrøg. Se mere om ukrudtsbekæmpelse i raps HER
Bekæmpelsesstrategi
Vi anbefaler 0,35-0,5 l/ha Belkar som enkeltbehandling – højeste dosis på store kamiller (mere end 4 blade) og på storkenæb. Anvend minimum 200 l/ha vand for at sikre god dækning af ukrudtet.
Stedmoder, ærenpris og snerlepileurt bremses af Belkar, men bekæmpes ikke. Ferskenpileurt og bleg pileurt er ikke følsomme.
Belkar kan kun blandes med insektmidler og mikronæringsstoffer (dog ikke Bor). Ved behandling med spildkorns-, svampe- og vækstreguleringsmidler, bør der holdes en afstand på 7 dage til Belkar.
Ved samtidigt behov for sprøjtning mod rapsjordloppens larve, anbefaler vi blanding af Belkar med Karate 2,5 WG / Lamdex eller Kaiso Sorbie – se mere herunder.
Rapsjordloppens larve
Fra rapsen har 4-5 blade er det relevant at være opmærksom på rapsjordloppens larve. Særligt efter en lun periode kan der være øget risiko. Larverne gnaver sig ind i stænglerne og kan hæmme strækningsvæksten og give forkrøblede planter.
Den vejledende bekæmpelsestærskel er en samlet fangst af 25 rapsjordlopper pr. fangbakke inden for tre uger. På Registreringsnettet kan udviklingen følges. Registreringsnet rapsjordlopper
Bekæmpelsestidspunktet mod larver er fleksibelt og kan udføres fra 4-5 løvbladstadiet til medio oktober. Ved mange rapsjordlopper og en lang flyveperiode kan der være behov for to behandlinger med 2-3 ugers mellemrum. Brug en høj vandmængde – mindst 200 l/ha – for at få god dækning.
Vi anbefaler Karate 2,5 WG, Lamdex eller Kaiso Sorbie til bekæmpelse af rapsjordloppens larve
Middel | Dosering | Vandmængde | Pris pr ha |
Karate 2,5 WG / Lamdex | 0,2 kg/ha | Mindst 200 l/ha | 92 |
Kaiso Sorbie | 0,1 kg/ha | Mindst 200 l/ha | 89 |
Karate 2,5 WG og Lamdex må anvendes 3 gange pr år. Kaiso Sorbie kun 1 gang pr år