..
Nu er det tid til at få taget jordprøver, hvis du vil stå stærkt både fagligt og økonomisk
Historisk høje gødningspriser og en ny kvælstofregulering gør det ekstra vigtigt at du kender din jord, så du kan optimere din tildeling. Det er nemlig dyrt at gødske forkert, og både for lille og for høj tildeling kan koste bedriften mange penge.
Desuden er der risiko for en CO₂-afgift på kalk fra 2030. Derfor er det vigtigere end nogensinde, at du kender din jords tilstand og behov.
.
CO₂-afgift på kalk – gør klar i tide
Kalkafgiften skulle oprindeligt træde i kraft i 2028, men er foreløbig udskudt til 2030. Afgiften er stadig meget uvis, men kan potentielt betyde:
-
Afgift på op til 330 kr./ton CaCO₃
-
Ca. 248 kr./ton jordbrugskalk ved 75 % CaCO₃-indhold
-
Kalkning bliver derfor markant dyrere
Derfor bør du få analyseret jordens reaktionstal (Rt) i god tid, så du kan kalke præcist og undgå unødige udgifter.
Det er også en god idé at kalke din jord op umiddelbart inden afgiften træder i kraft.
.
Hvad bør analyseres?
En standard jordbundsanalyse omfatter:
-
Reaktionstal (Rt) – styrer pH og næringsstofoptag
-
Fosfortal (Pt) – vigtig for rodudvikling og energiomsætning
-
Kaliumtal (Kt) – regulerer vandtransport og stresstolerance
-
Magnesiumtal (Mgt) – central for fotosyntese og klorofyl
Ekstra analyser:
-
Kobber (Cut) – især relevant på sandjord og kvægbrug
-
Zink – sjældent nødvendigt, men kan være relevant i visse tilfælde
-
Tekstur – for vurdering af jordtype, struktur og sundhed
..
Hvem bør få taget prøver nu?
Du bør få taget jordprøver, hvis:
-
Du vil kalke inden for få år
-
Du har nyforpagtede eller nyindkøbte arealer uden analyser
-
Der har været dårlig vækst eller faldende udbytter
-
Du har ikke tilført P/K/Mg i flere år
-
Du har marker med fosforloft eller harmonikrav
-
Din jord er omklassificeret i det nye jordbundskort (f.eks. fra JB 7 til JB 6)
.
Reaktionstal – nøglen til effektiv kalkning
Et korrekt reaktionstal sikrer, at kalkningen virker optimalt. Ved for lavt Rt:
-
Hæmmes optagelsen af P, K og mikronæringsstoffer
-
Øges risikoen for aluminium- og manganforgiftning
-
Svækkes mikrolivet og jordens struktur
- Øges risikoen for udvaskning af kvælstof
Et Rt omkring 6,0–6,5 er som regel optimalt – og det kan betyde højere udbytte sammenlignet med for sur jord.
.
Næringsstoftilgængelighed og pH
.
Sund jord – derfor skal du kende kulstofindhold og tekstur
Ud over kalk og gødning er organisk stof/kulstof og jordens tekstur centrale for jordens sundhed og dyrkningssikkerhed.
Organisk stof:
-
Forbedrer struktur og aggregater
-
Øger vand- og næringsstofkapacitet
-
Stimulerer mikrobielt liv
-
Gør jorden mere modstandsdygtig over for pakning og erosion
Ved en teksturanalyse og Dexter-analyse får du:
-
Klarhed over jordtype (sand, silt, ler)
-
Måling af humusindhold
-
Beregning af kulstofindhold og Dexter-index
-
Vurdering af jordens balance og strukturpotentiale
En sund jord med optimal Dexter-index giver bedre dyrkningssikkerhed og bedre forudsætninger for kulstoflagring.
.cdsdcv.
Hvad modtager du?
Når du får foretaget jordprøver, modtager du en komplet pakke med:
-
Analyseresultater på ejendoms-, mark- og prøveniveau, så du får præcis indsigt i jordens næringsstofstatus og kalkbehov.
-
Markkort, der viser, hvor prøverne er udtaget – og variationer inden for marken.
-
Kalkanbefalinger og en overskuelig kalkplan, så du ved hvor og hvornår du bør kalke.
-
Ved teksturprøver: jordtype, kulstofindhold og Dexter-indeks som grundlag for vurdering af jordens sundhed og struktur.
Samtidig bliver analyseresultaterne uploadet i CropManager, så du altid har adgang til dem online – og overført til MarkOnline, hvor din planteavlskonsulent kan bruge dem til at udarbejde en detaljeret gødningsplan.
.
Hvornår og hvordan?
-
Vi anbefaler jordprøver hvert 5. år
-
Bestil prøver året inden du planlægger at kalke
-
Vi tager normalt 1 prøve pr. 3 ha (ca. 16 stik pr. prøve)
-
Ved præcisionsjordbrug anbefales 1 prøve pr. 1 ha
.
Priser – inkl. udtagning, analyse og kort
| Antal prøver | Pris pr. prøve |
|---|---|
| 0–19 | 230 kr. + 350 kr. eksp. gebyr |
| 20–29 | 220 kr. |
| 30–39 | 210 kr. |
| 40–49 | 200 kr. |
| 50–74 | 180 kr. |
| 75–99 | 160 kr. |
| 100+ | 140 kr. |
Tillæg på 70 kr for hvert ekstra næringsstof,
Teksturanalyse 500 kr pr prøve.
Du har også mulighed for at låne et jordspyd og selv at tage dine prøver. Så koster analysen 120 kr pr prøve + 350 kr i eksp. gebyr
...
Bestil jordprøver i dag
Vi er allerede i gang med at planlægge årets jordprøver, som vi tager efter høst. Vi kører på Sjælland, Lolland, Falster, Møn og Bornholm.
Har du spørgsmål eller ønsker du at bestille prøver, så kontakt:
Michael Malling
Planteavlskonsulent
29 31 19 23
mim@ostdansk.dk


