Svampe og vækstregulering i korn og raps
Det tørre og relativt kølige vejr har medført en langsom udvikling af svampesygdomme i vintersæden.
Det tørre og kølige vejr har medført en langsom udvikling af svampesygdomme i vintersæden. Eneste undtagelse er triticale, hvor gulrusten er eksploderet i forsøgsmarken (se billede)
Det er forskellige racer der angriber triticale og hvede, men det fortæller os, at gulrusten kan være aktiv selv under de nuværende tørre forhold.
Mange vintersædsmarker har nået st. 31 (første knæ synligt), og vækstregulering kan være aktuel nu, hvis der er god vækst i afgrøderne. Udviklingen i frømarkerne varierer meget, men især i visse rødsvingel- og strandsvingelsorter kan vækstregulering også være aktuel. Her anbefaler vi i delt strategi.
Vinterhvede
Svampesygdomme ses fortsat generelt ikke i markerne. I forsøgsmarken har vi i denne uge heller ikke set betydende svampe. Bekæmpelse af svampe er derfor kun aktuel i forbindelse med vækstregulering. Med udsigt til varmere vejr de kommende dage og ingen nattefrost vil timingen være god til vækstregulering, hvis afgrøden står godt og ikke er tørkestresset. Markerne varierer meget afhængig af forfrugt og hvornår gødningen blev tildelt første gang. Har du en afgrøde der er tjenlig (god vækst, st. 31) anbefaler vi at anvende 0,5 – 1,0 l/ha Medax Top + Ammoniumsulfat.
I gulrustmodtagelige sorter som Benchmark og LG Mocca bør du medtage et svampemiddel og har du Sheriff, Drachmann, Kalmar, og KWS Zyatt som også er relativt modtagelige for gulrust, anbefaler vi ligeledes at tage svampemiddel med. Brug et bredspektret middel som 0,3 l/ha Orius Max, Fulicur Xpert (samme aktivstof som Orius).
Vinterbyg
Bygrust er den eneste svamp vi ser. I KWS Kosmos er bekæmpelse af bygrust aktuel fra vækststadie 30-31, som er nu, pga. sortens store modtagelighed (karakter 4 – ekstrem modtagelig). De øvrige sorter har karakteren 2 eller 3 (modtagelig eller meget modtagelig). Til bekæmpelse kan f.eks. anvendes omkring 0,3 l/ha Orius Max. Udviklingsmæssigt vil de øvrige sorter nok kunne vente med svampebekæmpelse en uges tid endnu. Hvor der er behov for vækstregulering tilsættes 1,0 – 1,5 l/ha Terpal til svampesprøjtningen fra st. 32. Højeste dosering i 6-radede sorter.
Rug
Vi ser brunrust i rug, men endnu ikke noget der udløser en bekæmpelse. Brunrust trives bedst ved høje temperaturer og udvikler sig kun langsomt under de nuværende forhold. Skadetærsklen er, i st. 32 som mange marker er i nu (2. synlige knæ), 10 pct. angrebne planter. Hvis behandling er nødvendig brug 0,2 – 0,3 l/ha Orius Max eller Fulicur Xpert.
Vinterraps
Nærmer sig fuld blomst (se billede)
og endnu ingen skulpesnudebiller eller bladribbesnudebiller af betydning.
Det tørre vejr og udbredte nattefrost hæmmer knoldbægersvampen. Der spirer flest frugtlegemer frem fra jorden, hvis jorden er fugtig, og det er lidt lunere. De bedste betingelser for sporespiring på bladene (mellem løvblade og kronblade) findes under fugtige forhold på bladene.
Generelt vil vi derfor gerne trække den afsluttende svampesprøjtning til ca. en uge efter fuld blomst (st. 65). Tidspunktet vil derfor først være om én til to uger.
Vårsæd
Afgrøderne står lige nu fra 1. blads stadie til 6-7 bladsstadiet. Ukrudtsbekæmpelse vil ført være aktuel om et par uger. Se i øvrigt link til ukrudtsbekæmpelse på sort jord.
Tidlig manganmangel behandles på byggens 3-4 – bladsstadie på arealer, hvor manganmangel erfaringsvis forekommer. Brug f.eks. 1-1,5 l/ha NitraMan.
Ærter
Se i øvrigt link til ukrudtsbekæmpelse på sort jord.
Roer
Første sprøjtning er mange steder aktuel nu følg dette link