Solid tilslutning til markvandring i forsøgsmarken
Faglig inspiration, fremvisninger og god stemning samlede 100 deltagere til en vellykket dag i forsøgsmarken ved Karise

Markvandring i forsøgsmarken trak stor opmærksomhed
Der var masser af smil, faglig nysgerrighed og godt vejr, da omkring 100 landmænd, konsulenter og samarbejdspartnere mødte op til markvandring i forsøgsmarken i Karise. Arrangementet blev afholdt i samarbejde mellem Østdansk Landboforening og Danish Agro, og bød på en inspirerende dag med ny viden, netværk og spændende fremvisninger.
Rundvisning og faglige indlæg
Dagen startede med en grundig rundvisning i forsøgsmarken, hvor vores dygtige planteavlskonsulenter delte deres viden og erfaringer. Her blev deltagerne præsenteret for de nyeste sorter inden for vinterhvede og vårbyg – med fokus på både udbytte, sygdomsresistens og dyrkningssikkerhed.
Der blev også sat fokus på aktuelle ukrudtsstrategier og behandlinger i både vinterhvede og vårbyg, hvor deltagerne kunne se resultaterne af forskellige forsøgsled direkte i marken. Vi havde en god dialog om, hvorfor vårbygmarken står så dårligt. Planteavlskonsulent Jacob Christiansen fremlagde hans bud på årsagen, og de fremmødte deltagere bidrog med deres egne observationer og overvejelser.
Husk, at grundstenene i den gode ukrudtsstrategi i vinterhvede starter allerede i efteråret med korrekt timing, og at ukrudtsløsningen i foråret skal times og tilpasses den konkrete udfordring
Der findes i dag mange stærke sorter og velfungerende sortsblandinger på markedet, som stadig udgør en væsentlig del af det dyrkede areal. Når man vælger sort, er det afgørende at tage udgangspunkt i de lokale forhold på bedriften – herunder jordtype, klima samt ukrudts- og sygdomspres. Samtidig er det vigtigt at have et klart overblik over den valgte sorts styrker og svagheder, så man kan målrette indsatsen og sikre det bedst mulige udbytte.
Biostimulanter og nye muligheder i sukkerroer
Et særligt fokusområde i år var demonstrationen af biostimulanter i sukkerroer. Her blev effekten på både plantevækst og forventet udbytte demonstreret, og der var stor interesse for de muligheder, biostimulanter kan give i en tid med øget fokus på bæredygtighed og inputeffektivitet.

Maskindemonstration og fremtidsperspektiver
Det var ikke kun planteavlen, der var i centrum. Deltagerne fik også mulighed for at se nærmere på en Claas traktor og en marksprøjte fra Kverneland, venligst udstillet af Røstofte Maskiner. Maskinerne vakte stor interesse og gav anledning til gode drøftelser om teknik og præcisionsjordbrug.
Markedschef Jens Kirkebæke Larsen fra Danish Agro rundede den faglige del af dagen af med et oplæg om fremtidsperspektiver i grovvarebranchen. Her blev blandt andet tendenser i afsætning, klimakrav og udviklingen i råvarepriser vendt.
Tak for en god dag i marken
Efter det faglige program blev der budt på grillpølser, kolde øl og vand – leveret med smil og effektiv indsats af Sydøstsjællands Landboungdom og Danish Agro. Stemningen var god og snakken gik længe blandt deltagerne, der satte pris på både det faglige indhold og det sociale samvær.
Tak til alle, der deltog og bidrog til at gøre dagen til en succes – vi glæder os allerede til næste gang!