Skal du vækstregulere rapsen i år?
Middelvalg og forhold, der betyder noget for behovet for vækstregulering og svampebekæmpelse.
I efteråret skal du tage stilling til behovet for at vækstregulere vinterrapsen og bekæmpe rodhalsråd (Phoma) og lys bladplet.
- Vækstregulering anbefales kun i kraftigt udviklede marker, hvor planterne kan strække sig i efteråret
- Rodhalsråd bekæmpes kun ved udbredte angreb på bladene
- bekæmpelse af lys bladplet er oftest først aktuel om foråret under danske forhold
Vækstregulering
Vækstregulering i efteråret skal udføres som en forsikring mod udvintring. Det er derfor først og fremmest i tidligt såede marker og i marker med kraftig vækst. Denne kraftige vækst kan være som følge af mildt vejr, god næringsstofforsyning, god etablering, højt plantetal og ikke mindst forskelle mellem sorterne.
Tabel 1. Forædleroplysninger om sorternes egnethed til tidlig eller sen såning.
Vinterrapssort | Egnethed til såning | Type | |
Tidlig | Sen | ||
Alasco | Nej | Ja | Hybrid |
Ambassador | Ja | Ja | Hybrid |
Architect | Ja | Ja | Hybrid |
Artemis | Ja | Ja | Hybrid |
Attraction | Ja | Ja | Hybrid |
Butterfly | Ja | Nej | Linie |
Crome | – | – | Hybrid |
DK Exception | Ja | Nej | Hybrid |
DK Exclaim | Nej | Ja | Hybrid |
DK Exlibris | Ja | Nej | Hybrid |
DK Expansion | Nej | Ja | Hybrid |
Hasting | Ja | Ja | Hybrid |
Hillico | Nej | Ja | Hybrid |
Hitaly | Nej | Ja | Hybrid |
INV1030 | Ja | Nej | Hybrid |
Pangea | Nej | Ja | Hybrid |
RGT Guzzi | Ja | Nej | Hybrid |
Smaragd | Ja | Nej | Hybrid |
SY Alibaba | Ja | Nej | Hybrid |
SY Florian | Ja | Nej | Hybrid |
SY Iowa | Ja | Ja | Hybrid |
V3160L | Ja | Nej | Hybrid |
Wembley | Nej | Ja | Hybrid |
– = manglende oplysninger
Svampebekæmpelse
Rodhalsråd (Phoma) og lysbladplet ser vi næsten altid i efteråret, men ofte i så svage angreb, at en bekæmpelse om efteråret ikke er nødvendig. Der er forskel på de dyrkede sorters modtagelighed, men for mange af sorterne er der utilstrækkelig viden. Læs mere om de enkelte sorter her.
Rodhalsråd (Phoma)
De hvide bladpletter med sorte frugtlegemer ved angreb af rodhalsråd er lette at kende, og de kan ikke forveksles med andre svampesygdomme.
Billede 1, Nærbillede, hvor de sorte frugtlegemer ved angreb af rodhalsråd ses.
En målrettet bekæmpelse af rodhalsråd anbefales kun ved kraftige angreb. Bladangreb tillægges ikke udbyttemæssig betydning, men angrebet kan brede sig fra bladene via bladnerverne til rodhalsen med nødmodne eller væltede planter næste forår og sommer som resultat.
Rodhalsråd kan ikke bekæmpes effektivt om foråret. Svampen trives bedst i et fugtigt og mildt efterår. Under kølige betingelser vokser svampen ofte så langsomt, at bladene visner og falder af, før angrebet når rodhalsen.