Registreret sygdomme og skadedyr – uge 25
Den afsluttende behandling er for de fleste af jer overstået, men hold stadig øje med især rust og bladlus.
Vinterhvede
Det gennemsnitlige vækststadie er 70, så evt. svampebekæmpelse skal nu afsluttes i mange marker.
Gulrust
Gulrust har bredt sig meget i den forløbne uge og i mange marker ser vi kraftige angreb. Der er fundet mest gulrust i sorten Benchmark efterfulgt af sorterne Kalmar, Sheriff, Torp, KWS Zyatt, Elixer og KWS Lili. Der er også fundet enkelte angreb i sorten Informer og Graham.
Brunrust
Angrebene har bredt sig en del i det varme vejr. Mest er fundet i KWS Lili og Torp, derefter Graham og KWS Zyatt.
Brunrust bekæmpes i modtagelige sorter til og med vækststadie 71 (kerneindholdet vandagtigt, de første kerner har nået halv størrelse) ved over 25 procent angrebne planter.
Septoria
Angrebene bliver synlige ca. 3 uger efter smitte, og vi se nu kraftige angreb efter de gode forhold omkring Bededag. Mindst Septoria er fundet i Informer.
Bekæmpelse
Der er sjældent behov for en sen svampesprøjtning, hvis der er behandlet under eller efter skridning. Ved et højt smittetryk af gulrust eller brunrust i modtagelige sorter kan det dog være behov for en sen svampebekæmpelse.
Sprøjtefristen for de fleste af midlerne er vækststadium 69 (afsluttet blomstring) og for enkelte lidt før, mens Proline og Viverda må bruges til og med vækststadium 71.
Skadedyr
Vi ser kun meget svage angreb af bladlus, er der behov for en bekæmpelse anbefaler vi 0,08 Mavrik.
Vårbyg
Det gennemsnitlige vækststadie er 59 (gennemskredet) med en variation fra vækststadie 45 til 71 (fanebladets bladskede opsvulmet til kerneindholdet vandagtigt, de første kerner har nået halv størrelse).
Bygrust
Bygrust er mest udbredt, og angreb er fundet i de fleste sorter og der er behov for bekæmpelse i flere marker. Bygrust bekæmpes i modtagelige sorter (Flair, KWS Irina) frem til stadie 65 (blomstring) ved over 10 procent angrebne planter.
Bygbladplet
Der er fundet kraftige angreb i nogle marker, især i sorter RGT Planet, Crossway og Laurikka. Bygbladplet bekæmpes i modtagelige sorter (RGT Planet) frem til stadie 60 (fuld genemskridning) ved over 25 procent angrebne planter. I den meget modtagelige sort Laurikka bekæmpes dog ved over 10 procent angrebne planter.
Skoldplet
Der er fundet kraftige angreb i nogle marker. Skoldplet bekæmpes i modtagelige sorter (RGT Planet, KWS Irina) fra vækststadium 31 (1 knæ udviklet) ved over 10 procent angrebne planter og mindst 5 dage med nedbør.
Vær især opmærksom på evt. angreb af bygbladplet og skoldplet i vårbyg med forfrugt byg og samtidig reduceret jordbearbejdning
Bekæmpelse
Til svampebekæmpelse omkring skridning kan f.eks. anvendes 0,3 Propulse + 0,25 l Comet Pro.
Skadedyr
Angrebene af kornbladbillens larve har bredt sig i den forløbne uge, og i flere marker ses mere udbredte angreb. Den vejledende bekæmpelsestærskel er 0,5-1,0 larve pr. strå.
Angreb af bladlus er stadig lavt.
Til bekæmpelse af kornbladbillelarver kan anvendes 0,15 kg Karate eller 0,075 kg Kaiso Sorbie.