Kommunerne kontakter lodsejerne
Hold øje med post i din e-Boks

Kommunerne står for omlægningsplanerne
Det er kommunernes ansvar, at der med udgangen af 2025 er lavet omlægningsplaner for hvert deres geografiske område. Det indbefatter, at de i samarbejde med lodsejerne skal kigge på, hvor der kan omlægges til vådområder, minivådområder, ny skov og permanent græs. De store mål med omlægningerne er at reducere kvælstofudledningen til vores åer, fjorde, sunde, bugter og andet vandmiljø samt at nedsætte udledningen af CO2 til atmosfæren.
Kontakt til lodsejerne
Det er op til kommunerne, hvordan de håndterer dialogen med lodsejerne. Flere vælger at samle lodsejerne til møder bestemt efter områder, som har opland til samme vandmiljø. Mødernes formål er, at dem der sammen kan gøre noget ved det, er dem, der drøfter muligheder og udfordringer. Som lodsejer kan du forberede dig til kontakten med kommunen ved i forvejen at kigge på egne marker i Landmand.dk. Her kan du klikke brugbare oplysninger frem og ud fra det gøre dig nogle tanker om, hvilke virkemidler, der kan være aktuelle på dine marker.
Øvrige borgere i kommunen er ofte hørringsberettigede ved større omlægninger. For at holde sig orienteret om dette, anbefaler vi, at man følger med i dagspressen, på kommunens hjemmeside og via de sociale medier.

Lidt på forkant
Du skal ikke tøve med selv at tage kontakt til kommunen, hvis du har jord, som du mener, kan anvendes til projekter, der kan tilbageholde kvælstof og/eller kulstof. Især steder, hvor vandet i forvejen samler sig kan være interessante, og da det helt naturligt er lodsejerne, der kender områderne bedst, er samarbejder mellem disse og kommunerne uvurderligt.
På hjemmesiden MARS kan du slå dine egne jorde op og se, hvilken lokal trepart, du hører til, om der er kulstofholdig jord på din matrikel og i det hele taget få et godt overblik over de områder, du kan sætte i spil.
Du er også meget velkommen til at kontakte udtagningskonsulenterne, som kan give råd og vejledning til, hvordan du kan gribe omlægningerne an. Særligt vedr. omlægning til minivådområder, er det udtagningskonsulenten, du skal kontakte. De er gratis at bruge og du finder dem via hjemmesiden Udtagningskonsulenterne.dk