Hvedegalmyg og bladlus under blomstring
Året 2022 har budt på flere forsøgstiltag for planteavlsafdelingen hos Østdansk Landboforening.
I denne forbindelse har vi lavet årets beretninger, som hen over julen og starten af det nye år, vil blive publiceret.
Dette gøres både her i nyhedsbrevet, og vil senere være at finde i PDF format på vores hjemmeside.
God læselyst.
Forord
Der var et begrænset antal hvedegalmyg i luften lige inden hvedens blomstring.
Trods bekæmpelsestærsklen på 120 galmyg pr. fælde pr. dag ikke er blevet overskredet, har der i år været et statistisk sikkert nettomerudbytte ved skadedyrsbekæmpelse.
Indledning
Forekomsten af hvedegalmyg følges via feromonfælder over hele landet. Feromonfælderne bliver sat op i markerne senest i vækststadium 37 (fanebladet synligt). Hvedegalmyggen kan forårsage skade på hveden til begyndende blomstring (svulmning af fanebladets bladskede til begyndende blomstring). Tidlige angreb er mest tabsvoldende.
Galmyggene har de bedste betingelser for at komme op af jorden, hvis jorden er fugtig op til skridningen.
De har de bedste betingelser for æglægning i hveden, hvis det er vindstille og lunt i vejret (“grill-vejr”) omkring skridning.
Aktiviteten er størst om aftenen, hvor lysstyrken falder.
Følgende af de dyrkede sorter er resistente mod den orangegule hvedegalmyg, og bekæmpelse er derfor ikke aktuel: Champion, Heerup, KWS Firefly, KWS Scimitar, LG Initial, LG Skyscraper, Pondus, RGT Bairstow, RGT Saki, SY Insitor og Sheriff.
Nedenfor ses resultaterne fra optællinger, på Sydsjælland og Sydhavsøerne.
Af tabel 1 ses det, at der var et begrænset antal hvedegalmyg i luften lige inden hvedens blomstring. Derfor er bekæmpelsestærsklen på 120 galmyg pr. fælde pr. dag er ikke overskredet på nogle af lokationerne.
Af tabel 2 ses det, at bruttoudbyttet statistisk sikkert er blevet hævet ved skadedyrsbekæmpelse i alle forsøgsled. Der er ikke statistisk sikker forskel, behandlingerne imellem, der er dog en tendens til, at en tidlig sprøjtning med 0,1L Mavrik i stadie 51, eller 0,1Kg Lamdex i stadie 59 har det højeste nettomerudbytte.
Fix-it er et biologisk middel og er en slags lim, som hæmmer åndingen hos bladlus, omkostningen til behandlingen for dette produkt er ikke beregnet, fordi vi ikke kender prisen på produktet pt.
Bladlus
Den vejledende bekæmpelsestærskel er – såfremt der ikke samtidig er behov for svampebekæmpelse – 40 procent angrebne strå frem til og med vækststadie 73, og 100 procent angrebne strå i vækststadie 74-75.
Der blev talt bladlus 4 gange i landsforsøget i perioden 17/5 – 03/07. Alle tællinger resulterede i 0% angrebne planter.
Perspektivering
Fra England angives en bekæmpelsestærskel på 120 hvedegalmyg pr. fælde pr. dag, såfremt hveden samtidig er på et modtageligt stadie. Ved fangst af over 30 hvedegalmyg pr. dag er der også en risiko, men det er usikkert, om bekæmpelse er rentabel.