Aktuelt i marken uge 20
Regnen som faldt for snart 14 dage siden har sat skub i afgrøderne.
Gødningen som lå i jorden og ventede på vand er nu blevet tilgængelig for planterne, og langt de fleste afgrøder har rettet sig og fået en flot grøn farve. Eneste undtagelse er de endnu meget uensartede vårsædsmarker. Først nu ser vi nyfremspirede planter i pletterne i vårsædsmarkerne efter regnen (se billede)
Generelt er smittetrykket af svampe i vintersæd og vårsæd på et lavt niveau i vores område.
Ukrudtsbekæmpelse / Flyvehavre
Ukrudtsbekæmpelse i vårsæden er mange steder i fuld gang. Andre har ventet til denne uge for at få nyfremspiret ukrudt med. Samtid er det også tid til flyvehavrebekæmpelse. Vær opmærksom på at flyvehavremidlerne ikke bør blandes med andre sprøjtemidler (svampemidler, ukrudtsmidler, mangan) pga. risiko for nedsat effekt af flyvehavremidlet (antagonisme). Hold derfor gerne en afstand mellem disse sprøjtninger på 5-7 dage.
Flyvehavre bekæmpes med 0,8 l/ha Primera Super eller 1,0 l/ha Foxtrot. Primera Super og Foxtrot har også effekt på græsukrudt (eks. agerrævehale). Hvis du udelukkende skal bekæmpe græsukrudt kan doseringen nedsættes til 0,5 l/ha Primera Super og 0,8 l/ha Foxtrot. Tilsæt spredeklæbemiddel.
Vinterhvede
Vinterhveden er de fleste steder i st. 37 hvor fanebladet kan ses sammenrullet. Afhængig af temperaturen de kommende dage vil fanebladet være helt udfoldet i løbet af den næste uge, og det vil være tid til fanebladssprøjtningen. Mere om dette i næste uges plantenyt.
Fra praksis er der meldt om angreb af gulrust i Benchmark mange steder i landet, men måske knapt så udbredt i vores område.
Gulrust bekæmpes i modtagelige sorter ved konstateret fund i marken eller i området. Af de dyrkede sorter er Benchmark og LG Mocca mest modtagelig. I disse sorter er bekæmpelse tidligere anbefalet. Effekten af en behandling holder 14 dage.
Næstmest modtagelig for gulrust er Sheriff, Drachmann, Kalmar, KWS Scimitar og KWS Zyatt.
Vinterbyg og rug
Se sidste uges nummer af Plantenyt – Bekæmpelse af trips i vinterrug
Har du endnu ikke udført den afsluttende sprøjtning i vinterbyg, kan du hvis der er behov for behandling mod aksnedknækning, tilsætte 0,2 l/ha Cerone til svampesprøjtningen. Læs evt. mere i Aktuelt i marken uge 19.
Frøgræs
Første vækstregulering er udført, og det diskuteres nu hvornår den opfølgende vækstregulering skal udføres. Er der faldet nok regn, eller skal der falde lidt mere nedbør i dit område før vi kan gøre det uden udbyttetab. Spørg din frøavlskonsulent.
Spinat
Vi ser fremragende ukrudtseffekter af både jord- og bladmidler. Mange afventer lidt højere temperaturer inden den sidste Asulox behandling mod ukrudt skal udføres. Ingen skadedyr af betydning.
Roer
Ligesom i spinat ser vi rigtig gode ukrudtseffekter af både jord- og bladmidler.