Aktuelt i marken uge 15
Sygdomme i vintersæd – Havrerødsot – Raps, skadedyr og Matrigon-vejr
Sygdomme i vintersæd
Det relativt tørre og kølige vejr har holdt svampesygdomme i vintersæden nede, og vi ser reelt ikke nogen udvikling.
Bedømmelser i vores sortsforsøg ved Karise og besøg i markerne, viser meget lav forekomst af sygdomme i vintersæden. Kun enkelte pustler af meldug blev fundet i hvede i forsøgsmarken.
Vent derfor med evt svampebekæmpelse i vintersæden til vi reelt ser en udvikling og et behov i marken. Vær opmærksom på gulrust i hvede og triticale og bygrust i vinterbyg som de første sygdomme der oftest findes.
Hvis der konstateres et behov for primært rustbekæmpelse vil 0,3 Orius Max eller Folicur Xpert være oplagte løsninger at anvende i begyndende strækning
Havrerødsot
Som omtalt i sidste uges plantenyt, ser vi lokalt en del havrerødsot primært i marker der ikke blev behandlet med skadedyrsmiddel i efteråret. Det er naturligvis træls at se på (gule områder med planter der står i dværgvækst og sideskud visner), men der er ikke mulighed for at gøre noget ved disse skader længere. Hvis der er planer om at vækstregulere marker med symptomer på havrerødsot, så anbefaler vi IKKE dette foretages før at (resten) af marken er kommet i god vækst og der ikke er risiko for nattefrost. Vækstregulering af afgrøder der er stresset, kan sætte afgrøden i stå og koste udbyttetab.
Vækstregulering i vintersæd
Mange vintersædsmarker er omkring afsluttet buskning – vinterbyg mange steder i begyndende strækning, st. 31 (første knæ synligt) og vækstregulering kan være aktuel nu, hvis der er god vækst i afgrøderne. Med udsigt til varmere vejr hen over weekenden og ingen nattefrost vil timingen være god til vækstregulering, hvis afgrøden står godt og ikke er tørkestresset. Markerne varierer meget afhængig af forfrugt og hvornår gødningen blev tildelt første gang.
Vi anbefaler i hvede og rug enten 0,5 – 0,75 l/ha CCC eller en blanding af 0,5 l/ha CCC + 0,15 l/ha Moddus Start i kraftige marker i afsluttet buskning. I vinterbyg anbefales enten 0,5 l/ha Medax Top, 0,3 l/ha Moddus M eller 0,5 l/ha Terpal.
For mere information se nyhedsbrevet specifikt om vækstregulering udsendt i dag 14/4.
Raps – skadedyr og Matrigon-vejr
På grund af det kølige vejr vi har haft den seneste uge, ser vi ingen udvikling i angreb og antal af bladribbesnudebiller eller glimmerbøsser. Normalt kommer glimmerbøsser først rigtig frem, når der er over 10-12 grader om dagen og ikke køligt om natten. Ædelyst af glimmerbøsser og æglægning af bladribbesnudebiller er meget reduceret i køligt vejr og vi ser derfor ikke behov for bekæmpelse nu.
Ved bekæmpelse af glimmerbøsser anbefales enten 0,15 l/ha Avaunt 150 EC eller 0,2 l/ha Mavrik. Til bekæmpelse af bladribbesnudebiller er kun Kaiso Sorbie godkendt men Lamdex kan anvendes hvis der også er ande skadedyr i mrken.
Brug 0,1 kg/ha Kaiso Sorbie eller 0,2 kg/ha Lamdex
Rapsen står med knoppen fremme i langt de fleste marker og er i strækning. Det er også her vi ser en del sideskud dannes i flere marker.
Hvis der er mange kamiller (og burresnerre) i rapsen, kan det overvejes om der skal køres med Matrigon. Matrigon 72 SG er det eneste ukrudtsmiddel der kan anvendes i raps efter knoppen, er blottet. Men husk, Matrigon kræver varme, og det har vi ikke nok af nu. Ideelt skal vi have over 15 grader og god vækst for bedst effekt af Matrigon. Men med en sprøjtefrist der hedder stadie 55, dvs når blomsteranlæg er synlige, men lukkede og uden synlige gule kronblade, er der ikke lang tid, til denne behandling skal udføres hvis der er behov. Vi vurderer, de første marker kan nærme sig stadie 55 i slutningen af næste uge.