Vi bringer medlemmernes bekymringer videre
Brevet er sendt i forbindelse med den politiske behandling af den nye kvælstofregulering, som er en del af L5, Gødskningsloven. Med brevet ønsker foreningerne at bidrage til debatten om processen og pege på en række bekymringer forbundet med det faglige grundlag, retssikkerheden og konsekvenserne for dansk landbrug.
Bestyrelsen i Østdansk Landboforening har stor interesse i at varetage medlemmernes interesser – også når det handler om rammerne for fremtidens landbrug. Derfor er foreningen med til at sende brevet for at bære medlemmernes bekymringer videre og sikre, at landbrugets perspektiver indgår i den politiske debat.
I brevet fremhæver afsenderne, at en regulering med så vidtrækkende konsekvenser for den enkelte landmands dyrkningsmuligheder, økonomi, investeringer og jordværdi bør hvile på et sikkert, transparent og fagligt robust grundlag.
Bekymring for datagrundlag og retssikkerhed
En central bekymring i brevet er, at den nye regulering i høj grad bygger på modeller og retentionskort, som efter foreningernes vurdering ikke i tilstrækkelig grad beskriver de faktiske lokale forhold på mark- og bedriftsniveau.
Afsenderne peger blandt andet på risikoen for, at usikre modelberegninger omsættes direkte til juridiske krav for den enkelte lodsejer. Det kan skabe usikkerhed om proportionalitet, retssikkerhed og muligheden for at træffe langsigtede beslutninger om investeringer, dyrkning og udvikling af bedriften.
Opfordring til timeout og faglig kvalitetssikring
På den baggrund opfordrer de seks foreninger til, at behandlingen og implementeringen af den nye kvælstofregulering sættes på pause, indtil der er skabt større sikkerhed om datagrundlaget. En timeout bør ifølge brevet bruges til uafhængig kvalitetssikring, større gennemsigtighed om usikkerheder og bedre muligheder for lokal validering.
Østdansk Landboforening ønsker med sin medvirken at understrege behovet for en regulering, der både har faglig legitimitet og tager hensyn til de landmænd, som skal leve med konsekvenserne i praksis.

