Økonomikonsulentens gode råd, når du som selvstændig bliver syg
Som selvstændig har du ret til sygedagpenge efter 2 ugers sygdom

Syg?
Vinterperioden er en periode, hvor man har tid til at kigge sine papirer igennem, og se om det hele stadig er, som det skal være. Samtidigt er det også typisk om vinteren, at sygdom titter frem, og man finder ud af, hvor uundværlig man er i sin virksomhed (eller ej).
Som selvstændig har du ret til sygedagpenge efter 2 ugers sygdom. Beløbet er på maks. 5.085 kr./uge (2026-sats). Det er en god sikkerhed, HVIS din indkomst i det seneste afsluttede regnskabsår har været mindst 252.980 kr. (2025-sats). Der gælder nemlig et beskæftigelseskrav óg et indkomstkrav, før du blev syg.
’Døjer’ du med et regnskab med for lav indkomst, kan du ikke få sygedagpenge fra det offentlige.
Frivillig sygedagpengeforsikring
Som selvstændig erhvervsdrivende kan du tegne en sygedagpengeforsikring, som giver sygedagpenge allerede fra 1. eller 3. fraværsdag. Du kan derfor forsikre dig for de to første uger, hvor du ikke får sygedagpenge. Hvis ægtefællen er registreret som medarbejdende ægtefælle, kan hun også tegne forsikringen.
Du skal opfylde beskæftigelseskravet, men der er ikke et krav til overskud i foregående år, når du vælger minimumsdækning. Du sikres en udbetaling på 2/3 del af dagpengemaksimum, selvom der er underskud i virksomheden året før.
Vælger du sygedagpengeforsikring med maksimumsdækning, er der et krav til overskud i virksomheden året før, men udbetaling er maks. dagpengemaksimum. Du kan, hvis din indkomst er ’for lav’ ændre forsikringstype fra år til år.
Overvej det, når din overskud ikke plejer at ligge i den ’høje ende’.
Der er en karensperiode på 6 måneder.
Forsikringssatser
Præmien kan trækkes fra i indkomstopgørelsen.
| Sygedagpengeforsikring for selvstændige (2026) | Pris for minimumsdækning | Pris for maksimumdækning |
| Sygedagpenge fra 3. fraværsdag | 2496,- kr. pr. år | 3747,- kr. pr. år |
| Sygedagpenge fra 1. fraværsdag | 3858,- kr. pr. år | 5790,- kr. pr. år |
Hvis du har et selskab, anses du som lønmodtager. Du kan ikke optages i sygedagpengeforsikringen for selvstændig erhvervsdrivende, men kan tilmeldes sygedagpengeforsikringen for private arbejdsgivere.
Du kan læse mere om Frivillig sygedagpengeforsikring på virk.dk

