Én samlet indgang til projekterne
Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, SGAV, åbner 12. august for den nye tilskudsordning “Vådområder og lavbundsprojekter” (VLP). Ordningen samler de tidligere ordninger “Vand- og klimaprojekter” og “Klima-lavbundsprojekter” og skal gøre det lettere at søge tilskud.
Fremover skal ansøgninger indsendes via den fælles platform MARS – Multifunktionel Arealregistrering. Det giver én fælles adgang til projekter, der kan reducere udledning af kvælstof og drivhusgasser og samtidig bidrage til mere natur og bedre vandmiljø.
Forundersøgelser efter først-til-mølle
I 2026 er der foreløbig afsat 100 millioner kroner til forundersøgelsesprojekter. Som noget nyt gives tilsagn efter først-til-mølle-princippet, hvor ansøgninger behandles løbende i den rækkefølge, de kommer ind – så længe de opfylder kriterierne, og der er midler i puljen.
Forundersøgelser kan søges af både offentlige og private ansøgere, herunder lodsejere, kommuner og fonde. Det giver mulighed for at undersøge, om et område egner sig til et vådområde- eller lavbundsprojekt.
Mulighed for større og mindre etableringsprojekter
Den nye ordning giver også mulighed for tilskud til etableringsprojekter. Her kan der søges i to spor: Et EU-finansieret spor for større vand- og klimaprojekter – blandt andet med mulighed for jordfordeling – og et nationalt finansieret spor for mindre kvælstofvådområde- og lavbundsprojekter uden jordfordeling.
For lodsejere med lavbundsarealer kan ordningen derfor være relevant at holde øje med. Projekterne bygger på frivillighed og kan give mulighed for kompensation, samtidig med at arealerne kan bidrage til klima-, natur- og vandmiljømål.
Læs mere hos SGAV
Østdansk Landboforening følger udviklingen og anbefaler interesserede lodsejere at orientere sig i regler, frister og ansøgningsmuligheder, inden ordningen åbner.
Læs SGAV’s artikel om den nye tilskudsordning her
Kort fortalt
|

