L&F sender meget kritisk hørringssvar til VP3-II
Ønsker at inddrage second opinion

Udkastet til genbesøg af vandområdeplanerne 2021–2027 (VP3-II) har været i høring, og L&F har afgivet et meget kritisk høringssvar. Modelgrundlaget for VP3-II bygger i store træk på samme beregningsmetode som VP3-I – blot med opdaterede data. Derfor fokuserer L&F’s høringssvar i høj grad på de samme faglige kritikpunkter som tidligere. Som I ved, har et internationalt ekspertpanel, siden VP3-I blev offentliggjort, gennemført en såkaldt second opinion, hvor både det videnskabelige og juridiske grundlag for vandplanerne blev vurderet. I høringssvaret kritiserer L&F skarpt, at flere centrale anbefalinger fra ekspertpanelet ikke er blevet fulgt.
Baggrund og betydning for treparten
Indsatskravene for de enkelte kystvande i VP3-II danner grundlag for de indsatser, der skal gennemføres i de lokale treparter. Det er vigtigt at understrege, at disse indsatskrav ikke er en del af Aftalen om et Grønt Danmark. L&F er – som tidligere – meget kritiske over for indsatskravene, især når de bygger på et datagrundlag, der ikke er fagligt robust. Trepartsaftalen har dog skabt en motor, der gør det muligt at løfte indsatskravene gennem frivillig arealomlægning i de lokale treparter. Hvor det ikke lykkes, vil reguleringen træde i kraft – og i nogle områder kan den ramme meget hårdt, særligt hvor kravene er urealistiske høje. Takket være trepartsaftalen er der dog indført et loft for, hvor hårdt reguleringen kan ramme – det såkaldte braklægningspunkt. Og derudover at der skal ydes kompensation for de skønnede omkostninger ved reguleringen.
Havde L&F ikke været med i treparten, ville vi i dag stå uden disse afbødende foranstaltninger og uden mulighed for at løfte indsatsen gennem frivillige, lokale løsninger med statslig finansiering. Treparten har med andre ord flyttet os fra noget umuligt til noget svært.
Tillid til data er afgørende
Når man sidder i de lokale treparter og arbejder med at finde løsninger, er det dog helt afgørende, at der er tillid til datagrundlaget og beregningerne. Det handler om, at indsatserne skal være rettet mod de rigtige presfaktorer i det rette omfang.
L&F har en klar forventning om, at indsigelser og tvivlsspørgsmål bliver taget alvorligt, og at der bliver igangsat de nødvendige undersøgelser, hvor der er behov for afklaring.
Webinar og kommunikation
L&F’s kritik af vandplanerne, indsatskravene – og sammenhængen til trepartens værktøjer– vil blive uddybet på et medlemswebinar onsdag den 2. juli kl. 9.00–10.00.
Tilmelding sker her: Webinar 2. juli 2025 Status på Grøn Trepart
Vi håber, at mange af jer vil deltage.
