LandbrugsAvisen på papir udkommer hver 14. dag fra nytår
Fra begyndelsen af det nye år ændrer LandbrugsAvisen sin udgivelsesfrekvens på papir. Fremover vil papiravisen udkomme hver 14. dag i stedet for hver uge.

Ændringen skyldes især markant stigende udgifter til distribution af avisen. Samtidig ønsker LandbrugsAvisen at bruge flere ressourcer på journalistik og på at styrke de digitale tilbud, som mange læsere allerede benytter i dag.
Herunder kan du læse brevet fra LandbrugsAvisen, som er sendt til medlemmer og andre modtagere af avisen.
Kære modtager af Landbrugsavisen
Fra nytår vil LandbrugsAvisen på papir ikke længere udkomme hver uge, men i stedet hver 14. dag.
Årsagen er voldsomt stigende priser på at bringe aviser ud. Alene i 2026 er distributionsudgifterne steget med 30 procent.
Hvis udviklingen fortsætter, som den har været de seneste fem år, vil vi som mediehus i løbet af ganske få år vil stå i den situation, at hele det bidrag, der går fra et medlem af en landboforening under Landbrug & Fødevarer som betaling til os for LandbrugsAvisen, skal sendes direkte til distributøren.
Tilbage vil der ikke være så meget som en krone at producere journalistik for, og det kan jeg som ansvarhavende chefredaktør ikke forsvare. Det er ganske enkelt ikke en fornuftig forvaltning af medlemmernes betaling at sende alle pengene videre til et distributionsselskab.
Vi ved fra talrige undersøgelser gennem årene, at læserne er rigtig glade for papirudgaven af LandbrugsAvisen. Mange er vokset op med den – måske hed den tilmed Landsbladet i barndomsårene – så der er også mange traditioner forbundet med at have fået en frisk avis til køkkenbordet hver lørdag.
Vi ved til gengæld også fra de samme undersøgelser, at vores læsere er en særdeles aktiv del af et eksplosivt voksende digitalt nyhedsforbrug de senere år. Som modtager af LandbrugsAvisen på papir har man nemlig adgang til alt indhold fra dette univers på landbrugsavisen.dk
Og selv om de er glade for papiravisen, omfavner et flertal af vores læsere den digitale journalistik og kan nu se den som et alternativ til færre udgivelser på papir.
Hver dag har vi omkring 70.000 sidevisninger på landbrugsavisen.dk, og det er i grunden ikke så mærkeligt.
For online kan vi jo på dagen, fra minut til minut, formidle og opdatere enhver historie med nyhedsværdi. Vi laver videoer med de nyeste traktorer eller mejetærskere, vi laver podcasts med nyheder, reportager eller længere interviews, som vores brugere kan lytte til hjemme i køkkenet, eller mens de sidder på traktoren.
Den digitale journalistik har bare flere dimensioner.
Når jeg skriver, at udgifterne til distribution er steget voldsomt, vil den vakse læser nok også hurtigt konkludere, at vi så vil spare penge på at udgive færre papiraviser fra årsskiftet, og det er helt rigtigt.
Her er det vigtigt at understrege, at vi ikke ser dette som en spareøvelse.
Målet er at kanalisere flere ressourcer over i produktionen af journalistik frem for at bruge pengene på at køre rundt med aviser. Derfor afgiver jeg også et løfte til læserne om, at vi vil bruge disse forandringer til at forbedre og udvide vores digitale tilbud.
Samtidig skal vi gentænke avisen, der med udkomst hver 14. dag fra årsskiftet ikke i samme omfang som nu kan hænges op på det aktuelle nyhedsbillede. Den nye avis må i højere grad være båret af baggrund, reportage, interviews og indsigtsartikler.
Vi er allerede i gang med arbejdet og glæder os til at præsentere den nye avis fra årsskiftet.
Med venlig hilsen
Christian Friis Hansen
Adm. direktør, ansv. chefredaktør

