Landbrugets Samfundspris 2025
For 5. gang sættes der med Landbrugets Samfundspris fokus på sammenhængskraften i erhvervet

Landbrugets Samfundspris hylder hverdagens helte i landbruget
… og sætter fokus på den store positive forskel, vores medlemmer gør lokalt, på tværs af landet.
Tidligere har vi hyldet dem, der har understøttet det lokale foreningsliv, dem der har gjort en ekstra natur-indsats og gjort naturen tilgængelig for flere, og dem, der med udstrakt rummelighed har skabt arbejdspladser til udfordrede unge. Prisen vil fortsat have dette brede fokus på den lokale sammenhængskraft, men…
… lige netop i år, hvor der over hele landet arbejdes med de lokale grønne treparter, vil vi gerne dedikere Landbrugets Samfundspris til at hylde denne store indsats. Vi vil gerne sende særlig anerkendelse i retning af alle dem, der lige nu knokler for at få enderne til at mødes, som bidrager til at processen bliver menneskelig og respektfuld, som byder ind, så der lokalt bliver fundet de allerbedste løsninger.
Men hvem skal det være? Hvem kan indstilles til prisen?
Relevante kandidater har gjort en konkret indsats, som på den ene eller anden måde har gjort en markant, positiv forskel i arbejdet med at finde de bedst mulige lokale løsninger. Kandidaten kan være en person, som har udvist særlige evner i forhold til at samarbejde, eller måske en lodsejer, som personligt har strakt sig ekstraordinært langt for fællesskabets bedste, eller måske har budt ind med idéer og løsningsforslag, der fortjener fokus og udbredelse.
Alt i alt lægges der vægt på, at kandidaten har gjort en ekstraordinær indsats til gavn for det lokale fællesskab, den lokale sammenhængskraft og ikke mindst den lokale grønne trepart.
Indstilling af kandidater
Du kan indstille kandidater ved at sende en mail til samfundspris@lf.dk med følgende informationer:
✨ Fulde navn på kandidat
✨ Kort beskrivelse af indsatsen
Hvis I har artikler, billeder, videoer eller andet, der understøtter den skriftlige indstilling, er I velkomne til at vedhæfte
disse.
💰 Prisen er på 25.000 kr.
📅 Deadline for indstilling er kl. 12.00 torsdag d. 9. oktober 2025
De nominerede kandidater/projekter præsenteres på Delegeretmøde i Herning, hvorefter vinderen overrækkes prisen
