Hvedeforsøg skal bane vej for sunde og stærke kornsorter
Markforsøg skal vise, hvilke kornsorter der bedst kombinerer sundhed, stabilitet og højt udbytte under lokale dyrkningsforhold

Lokale forsøg skal styrke fremtidens kornsorter
I vores forsøgsmark har vi netop sået et nyt hvedeforsøg. Her undersøger vi, hvilke hvedesorter der klarer sig bedst under vores lokale dyrkningsforhold. Målet er at skaffe viden, som på sigt kan bidrage til mere robuste afgrøder, et stabilt høstudbytte og mindre behov for svampesprøjtninger.
16 sorter af vinterhvede under lup
En del af marken består af et sortsforsøg med 16 forskellige sorter af vinterhvede. Vinterhvede bliver sået i september/oktober, overvintrer på marken og høstes den følgende sommer. I løbet af 2027 følger vi sorterne og vurderer blandt andet, hvor modtagelige de er for plantesygdomme, og hvor stærkt strået er til at holde planten stående. Hvis kornet lægger sig ned før høst – det kaldes lejesæd – kan det være vanskeligere at høste og give et lavere udbytte. Ved høst måler vi derfor også udbyttet af hver sort.
Et udstillingsvindue for fremtidens sorter
Derudover har vi sået en række observationsparceller. De fungerer som et stort udstillingsvindue for mange forskellige kornsorter, herunder sorter, der endnu ikke er godkendte og markedsførte, men som måske skal dyrkes i fremtiden. Både vi og TystofteFonden bruger parcellerne til at se efter sygdomme og vurdere, om planterne har stærke strå og kan holde sig oprejst frem mod høst.
Forsøg med flere kornarter
Forsøget omfatter ikke kun vinterhvede. Der er også sået vinterrug, vinterbyg og vintertriticale, som er en krydsning mellem hvede og rug. Selv om den enkelte forsøgsparcel fylder meget lidt i landskabet, er den en vigtig brik i afprøvningen af nye sorter. Det er vigtigt at forsøgene bliver geografisk spredt, for at afprøve sorterne i så varierende forhold som muligt. Derfor tilmeldes observationsparcellerne registreringer af sygdomme og dyrkningsegenskaber, som bliver formidlet til dig gennem Registreringsnettet, der er tilgængeligt på internettet. Resultater fra mange forsøg danner tilsammen et bedre grundlag for at udvælge kornsorter, der er sunde, stabile og velegnede til fremtidens dyrkning.
Nu venter vækstsæsonens resultater
Tak til TystofteFonden for hjælpen med at så forsøget. Nu begynder ventetiden, mens planterne spirer frem og gennem vækstsæsonen viser, hvilke sorter der har de bedste egenskaber.
