Grøn Trepart - Køge Bugt er på plads
Med både kommune, landbrug og naturfredningsforening ved bordet sikres en aftale, som alle kan se sig selv i

Fra venstre: Henrik Nordgaard Hansen (Østdansk Landboforening), Torben Hansen (Vkst), Marie Stærke (Borgmester i Køge Kommune), Stone Cortzen (Danmarks Naturfredningsforening) og Kasper Monrad Møller (Danmarks Naturfredningsforening)
16 kommuner med i aftalen
I seks måneder har fagfolk fra 16 forskellige kommuner samt politiske repræsentanter fra kommuner, Danmarks Naturfredningsforening og Landbrug & Fødevarer drøftet, skitseret og enedes om det første forslag til omlægningsplaner for Køge Bugt.
Det er blevet til 138 potentielle omlægningsprojekter, hvor lodsejerne nu skal med på banen og forhåbentlig kan se den samme fornuft i forslagene som arbejdsgruppen har kunnet.
“Det er rigtig dejligt, at alle parter kan se sig selv i aftalen. Den markerer et vigtigt skridt i arbejdet med at forandre landskabet omkring Køge Bugt – både ved at skabe mere sammenhængende natur og ved at reducere udledningen af kvælstof. Samtidig er der stort fokus på, at det sker med respekt for landbruget og for de lodsejere, der er nøglen til, at planerne kan blive til virkelighed. Jeg ser frem til den videre dialog med lodsejerne, så vi sammen kan realisere de mange muligheder”, siger borgmester Marie Stærke.
Offentliggørelsen må vente lidt endnu
Først skal Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø sige god for skitserne, hvorefter de berørte lodsejere kan involveres. Først når de også har nikket til planerne, kan de offentliggøres. Besked til lodsejerne sendes i nogle kommuner ud via E-boks og andre kommuner har dialogen på anden vis. Helt sikkert er det, at alle involverede lodsejere får direkte besked.
De gode aftaler kommer på plads, når alle gør sig umage
Med en aftale på plads i Køge bugt er store dele af Sjælland nu kommet på plads med de første skitseprojekter til Grøn Trepart.
Denne første del af arbejdet har været spændende, da de både har krævet indsigt i formål med Grøn Trepart, at deltagerne lærte hinanden at kende og man sammen kunne finde en god arbejdsmetode, som alle kunne se sig selv i. “Det er tre store ting på én gang, men det kommer til at gøre en positiv forskel for vores fremtidige samarbejde, at vi nu er nået hertil sammen”, udtaler Henrik Nordgaard Hansen, formand for Østdansk Landboforening og den ene Landbrug & Fødevarers repræsentanter til samarbejdet om lokal grøn trepart for Køge Bugt.
Kasper Monrad Møller fra Danmarks Naturfredningsforening udtaler:
“Vi ser nu det første resultat af et vigtigt samarbejde. Selvom vi har været uenige, respekterer vi hinandens synspunkter, og det lover godt for processen. Den nationale aftale kræver, at 20 % af Danmarks areal skal være beskyttet natur i 2030, og derfor så vi også gerne at naturen havde fyldt endnu mere i denne fase. Vi glæder os dog over det stærke fundament, som lavbundsindsatsen er for den næste fase, som vi har aftalt, vil omfatte skovrejsning, natur og grundvandsbeskyttelse.”
Det næste store arbejde ligger hos kommunerne og lodsejerne
I første omgang skal kommunalbestyrelserne godkende planen, hvorefter det store arbejde med dialogen om de endelige streger kan fortsætte. Lodsejernes gode input skal høres og respekteres, da de er dem, der kender marker og dræn allerbedst. Dialogen mellem kommunen og lodsejerne kræver stort engagement fra begge parter, så det er en spændende tid, vi går i møde.

