Etablering af vårbyg om efteråret
Vi har de sidste par år set en interesse i at etablere sin vårbyg om efteråret og vi har i den forbindelse fået nogle erfaringer, som er gode at have med i sin overvejelse.
Baggrunden for ønsket om at så vårbyg i efteråret er, at det på lerjord ofte kan være vanskeligt at få en god etablering af vårbyg i foråret, fordi det ofte er tørt. I de senere år har der dog også været eksempler på meget våde forår, senest foråret 2024, hvor meget vårbyg først blev sået helt hen i maj.
Fordelene ved at etablere sin vårsæd i efteråret er et højere udbytte, tidligere høst og at afgrøden generelt kommer bedre fra start i foråret og er mere modstandsdygtig over for tørke, fordi vi opnår en bedre buskning og et større rodnet. Dog er der også ting man skal være opmærksom på i forhold til vårbyg etableret om foråret.
Efterårssået vårbyg kontra forårssået
- Mest oplagt på lerjord, hvor det er sværest at så i foråret.
- Tilstræb 400 planter/kvm, såning 1. november og 140 kg N.
- Vælg en sort, der er robust/resistent over for skoldplet.
- Høst 14 dage før forårssået.
- Forvent lidt bedre kvalitet og udbytte i de fleste år.
- Det koster lidt mere udsæd, gødning og svampesprøjtning.
- Får ikke meget ukrudt – spar på ukrudtssprøjtningen.
Udbytte forskelle
Vi har set i forsøgene i år, at udbytterne i det efterårssået vårbyg, har været ca. det samme som det forårssået.
Tidligere år har vi set, at efterårssået vårbyg har givet lidt højere udbytte og en lidt bedre maltkvalitet end forårssået vårbyg. Men med sådan et forår, som vi har haft i 2025, hvor forsøgene af vårbyg i foråret blev sået tidligt i marts måned, har det ikke været forventningen, at det efterårssåede ville give mere i år. For der er avlet rekordudbytter i forårssået vårbyg over hele linjen i år – både i forsøgene og ude hos landmændene. I år har kvaliteten i efterårs sået og forårs sået vårbyg været det samme.
Etablering
I forhold til etablering af det efterårssået vårbyg, bør man gå efter etablering omkring 1. november. Jo længere vi kommer hen på vinteren, jo mere usikkert bliver etableringen, da forholdene oftest kun bliver forringet.
Man bør sigte efter et plantetal på omkring 400 planter pr. kvadratmeter.
Sygdomme
En anden ting, der er meget karakteristisk for efterårssået vårbyg, er meget mere skoldplet.
– Der er i forsøget 2025 tre gange så meget skoldplet i det efterårssåede som i det forårssåede i gennemsnit, selv om der er stor variation. Så det er noget, man skal være meget obs på, når man vælger sort – at finde en, der er robust over for skoldplet. Måske skal man også ud tidligt og svampesprøjte en ekstra gang i forhold til forårssået. Det skal også tænkes ind i forhold til sin svampestrategi.
Gødskning
I forhold til gødskning er der ikke lavet forsøg i 2025. Men generelt er det en god ide at komme ud tidligt med gødning og i nogle tilfælde kan man godt skrue op for N-tildelingen i forhold til forårs sået vårbyg.

