Det gør du, hvis din jord er udpeget
Du får besked, hvis din jord indgår i de lokale omlægningsplaner

Det er frivilligt at være med
De lokale treparter begynder stille og roligt at nå i mål med første del af processen. Her har kommune, Danmarks Naturfredningsforening og lokale repræsentanter for Landbrug & Fødevarer drøftet og tegnet ind, hvor der kan placeres vådområder, lavbundsprojekter eller der kan ekstensiveres. Det betyder, at der nu ligger det forslag, som kommunalbestyrelserne kan tage stilling til, om der skal arbejdes videre med.
Alle lodsejere, hvis jord er tegnet med, bliver kontaktet af kommunen for en snak om forslaget og mulighederne. Her forventes det, at alle går ind i dialogen med viden og egne ønsker i det område, der er på tale. I mange tilfælde vil det give mening at sætte forundersøgelser i gang, så det kan afklares nøje, hvad der giver mening på den omtalte jord.
Det er frivilligt for alle lodsejere at være med, men det er også værd at huske, at det er den kollektive løsning, der udretter mest – giver den størst mulige reduktion af CO2 og kvælstof. Kommer vi ikke i mål ved frivillighed og fælles hjælp, er der varslet skærpede reguleringer på området.
Omlægningen har mange værktøjer
Reduktion af kvælstof til vandløb og fjorde og CO2 til luften kan reduceres på flere måder. Hvert værktøj har sine fordele og sammen virker de bedst.
💧 Vådområder: Når lavtliggende arealer gøres permanent våde (fxf søer eller vandmættede enge), reduceres udledningen af kvælstof til vandmiljøet. Det sker gennem denitrifikation, hvor bakterier omdanner nitrat til frit kvælstof (N₂), som forsvinder ud i atmosfæren. Samtidig skabes nye levesteder for fugle og dyr.
💧 Udtagning af lavbundsjorder: Dyrkning på kulstofrige lavbundsjorder (mosejord) ophører, så de forbliver vandmættede. Det mindsker nedbrydning af tørvejorden og reducerer CO₂-udslip til atmosfæren betydeligt. Samtidig kan disse arealer udvikle sig til værdifuld natur.
💧 Minivådområder: Minivådområder er ikke konkret udpeget i alle omlægningsplanerne. De er dog stadig et meget vigtigt og effektivt virkemiddel i forhold til reduktion af kvælstof. Jo flere minivådområder der laves, desto mindre areal skal udtages til skovrejsning og ekstensivering – og desto mindre markregulering vil senere blive aktiveret.
🍃 Ekstensivering af landbrugsdrift: Permanent ekstensivering betyder, at man kun driver jorden meget ekstensivt/let eller tager den helt ud af egentlig produktion. Arealet forbliver typisk græs eller naturareal, hvor man ophører med gødskning, sprøjtning og pløjning. Det reducerer både klima- og miljøbelastningen og gavner vilde planter og dyr på arealet.
🌳 Skovrejsning: Anlæg af ny skov på landbrugsjord. Her omdannes marken til skov ved at plante træer og tages dermed permanent ud af produktion. Skov optager CO₂ fra luften, beskytter grundvandet og skaber levesteder for en lang række arter.
🐝 Natur og biodiversitetstiltag: Andre initiativer, der forbedrer naturtilstanden, fx etablering af blomsterbræmmer, levende hegn, overdrev eller ændret hydrologi for at fremme sjældne arter. Alle disse tiltag har til formål at skabe mere og sammenhængende natur i landskabet.

Sådan bidrager du til omlægningen
Hvis din jord er udlagt i den lokale omlægningsplan, behøver du ikke foretage dig noget nu og her – kommunen eller et projektsekretariat vil typisk kontakte dig, hvis der er konkret interesse i at starte et projekt på dit areal. Hvis du vurderer, at de forslag, der ligger i omlægningsplanen, ikke passer, kan det være relevant at undersøge muligheden for at etablere minivådområder på din bedrift, da disse kan være en arealeffektiv måde at reducere kvælstof og i nogen grad erstatte andre foreslåede projekter.
Udtagningskonsulenterne kan rådgive om, hvilke muligheder der er mest relevante for netop din bedrift, hvordan tilskudsordningerne fungerer, og hvilke konsekvenser projekterne kan få på kort og lang sigt.
Du kan finde en lokal udtagningskonsulent på hjemmesiden – oplys gerne navn, telefonnummer, mailadresse, adresse og CVR-nummer samt hvad du ønsker hjælp til, så kan vi sammen finde ud af, hvilke muligheder der er bedst for dig og din bedrift.
